M/F Svea fra HH-overfarten i 1:87

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 13/8 2011, 20:19 (4852 dage siden)
redigeret af Claus E. Hansen, 13/8 2011, 20:28

Baggrunden for denne er model er følgende:

Da jeg langt om længe fik plads til et modeljernbaneanlæg, skulle der helst være en færgestation. Jernbanefærgetrafikken har nemlig været en betydelig del af jernbanetrafikken førhen, og er derfor et oplagt emne på modelbanen. Og der har været jernbanefærger i alle mulige størrelser, så man skulle nok kunne finde et forbillede.

Der begyndte så småt at tegne sig et billede af den plads, der blev til rådighed. En ting stod fast, færgen skulle være en enkeltsporet af slagsen, da sporskifter på færgeklapper mm, kræver at man er en særdeles ferm modelbygger. Derfor så er det vel også mest i klubber, at man ser de to- og fler-sporede færger. Og selvfølgelig fordi man som regel har pladsen til selv store færger.

Gik og skævede meget til Svea-modellen fra Scheuer Modeller (der var en resinmodel), der havde en fin størrelse til et hjemmeanlæg. Plads til 7-8 godsvogne eller 2½ personvogn. Og så rammer udgaven ret præcist den periode jeg interesserer mig for, nemlig årene 1955-1964. Den har også noget fynsk i sig, da den oprindeligt sejlede som "Fyn" på Fredericia-Strib overfarten, og var flagskibet her.

Min svoger hørte om dette og tilbød straks en hel komplet model af Svea, mod at jeg betalte alle omkostningerne. Dette kunne jeg ikke stå for, da jeg vidste han er en meget dygtig modelbygger.

Og så gik han ellers i gang, ud fra tegninger i Signalposten og Lokomotivet. Det tog 1 år. Færgen blev bygget op i balsa. Løsdelene var ikke overraskende det mest kostbare ved projektet.

Og hånden på hjertet, havde jeg selv skullet i gang med resinmodellen, så tvivler jeg på at den var blevet færdig lige med det samme, da der jo lige er et modelbaneanlæg, der er ved at blive bygget op. Det var nok heller ikke endt med det samme slutresultat ;-)

Er i hvert fald godt tilfreds med resultatet. Den kan sagtens måle sig med de modeller jeg har set af Svea.

Færgegalgen er et tysk samlesæt, den rammer en dansk udgave ret godt. Det gør ikke noget at den måske er lidt kraftig i det, for så kan rangermaskinerne nemlig køre ud på klappen uden problemer. Vingehjulet er en løsdel fra Freja Modeller, og det er simpelthen super at vi har en "køkkenbordsfabrikant" der laver så skønne løsdele. Han har i øvrigt også en galge, og den kan også fås færdigloddet.

Virkelighedens Helsingør havde en anden type færgegalge, men dette var så et af de kompromiser der måtte indgås. Modeltog og kompromiser er tæt forbundne! :-)

Og hvad blev prisen for modellen? Ja den endte på 4000 kr. til almindelig oplysning. I øvrigt det samme resinmodellen alene ville have kostet. Og ja der mangler lige lidt letraset :-)

Mvh
Claus

[image]

[image]

[image]

[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak