Spørgsmål til DSB Q-Vogne, indvendig farve
Kære alle
Den der indvendige farve på en Q-vogn, bliver ved med at spøge i mit hoved. Jeg kan ikke få den til at være hvid på en ellers brunmalet godsvognvogn.
Når jeg ser på Mortens fine gavlbillede synes farven ”natur”, det vil sige den anvendte plankefarve. På Q-vognen på DJM er farven også ”natur”, men nok hen i lidt gulligt. Ligeledes ser indersiden af en Q vogns dør afbildet på bagsiden af JPB´s hæfte, ”Danske Godsvogne, Jernbanemateriel 3, PT bøger 1985” også meget lys ud, men ikke hvid.
Endelig fandt jeg en fotokopi ”Tekniske Betingelser for Levering af Vogne” (ISBN87-87499-15-0) udgivet af Dansk Jernbanearkiv i 1987.
Heri står, at ”Bagage- og Godsvogne samt Bremsehuse maa ikke males indvendig, men skal ferniseres 3 Gange og lakeres én Gang. Alle Jerndele skal paa den indvendige Side af Vognkassen males med en lys Farve, der svarer til træets Kulør. Godsvognenes gulve var fremstillet af ”Pitchpine Planker”.
Og netop denne bemærkning gav anledning til en bemalingsforskrift for det indvendige træ i førerhuset på damplokomotiver i O. F. A. Busses (den yngre) tid, nemlig at de skal males ”Egetræsfarvede”, altså en lys gullig farve, mens ”Postkontorer males og aares Væggene som Ahorn” og ”Kedelrum og Bremsekupe med Gul Farve og Lakeres”.
Så min konklusion må være, at indvendige sider og gulv på Q-vogne, havde en svag gullig farve på grund af de 3 gange fernis og en gang lak på Pitchpine plankerne som nye.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler