N-maskine i model...?
Kære Muncken og selvfølgelig alle andre.
Det er jo lidt af en ære og tiltro at blive spurgt om en model er tilfredsstillende, og fra det jeg kan se, er den vel som de siger i de momsfri områder vestpå ”ikke så ringe endda”.
Men det er jo altid et individuelt spørgsmål om, hvad der ligges til grund, hvorfor man skal passe på. Men jeg synes det ligner en N-maskine ca. slutningen af 50´erne, kedel SDS, ÜK-førerhus, DSB røgnedslagsplade montering, havebænk, sneplader og cirkurator. Men det vigtigste er jo nok om man selv er tilfreds og er man det, er det det bedste. Men i øvrigt havde den BR 52 røgkammerdør helt op til efter midten af 1950´erne og fik senere egerhjul på forløberen.
Nu var det jo imidlertid sådan, at i princippet var ingen af de tidl. DR BR 50ÜK ens ved ankomst til Danmark og som sådan også derefter ved deres indsats i tjeneste hos DSB. Altså en ”klat maling” i ordets bogstaveligste forstand, nogle ændringer i førerhuset til DSB normal (apparatur), beskriftning med en malet nummerplade. Det var stor set det, dog fik alle N fra og med slutningen af 1952 det formindskede kulrum. Og det var IKKE fordi man havde kortere køreafstande herhjemme, men udelukkende p.g.a. lokomotivernes samlede metervægt, der herved blev gjort mindre og derfor tillod dem at befare flere strækninger, uden at også dette medførte forstærkning af broer. Første fra 1954 fik N i drift monteret sneskærme.
Der VAR altså mange forskelligheder og det har været et større puslespil at få det til at gå op så man kunne sætte det hele i skemaer for ”nummermænd” og jeg selv.
DERFOR er det blevet besluttet, at der i 2017 udkommer en helt ny bog med titlen ”DSB anvendelse af tyske lokomotiver under og efter krigen” fra TpT, med helt nyrevideret indhold og totalt ændret i forhold til tidligere udgivelser. Indeholder bl.a. helt nyt om lejelokomotiverne ved DSB, BR 38 til litra T og endelig alt det der har kunnet støves op om litra N, bl.a. stationeringer ved DR samt skemaer med ændringer hvornår monteret etc. Og så er der selvfølgelig helt nye tegninger og ikke før sete billeder, bl.a. før deres indsættelse i drift eller kort tid derefter.
Nå ja, et bilag om DSB udlejning af lokomotiver til den Tyske Krigsmarine.
Der skal dog tages det forbehold, at de enkelte kapitler muligvis i stedet for i en samlet bog fra TpT, indgår som afsnit i Jernbanemuseets årsskrift over nogle år.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
NB: Der skulle vel ikke blandt læserne være en eller flere, der kender til eller har et billede af N 206 omkring dets indsættelse i drift eller kort tid derefter?
Et sådanne ville jeg være glad for at se, da det muligvis kunne udfylde nogle huller