Märklin MY med kortkoblingskulisse
Jeg har dummet mig usigeligt og søger nu hjælp i den tilsammen forhåbentligt alvidende skare på dette forum:
Jeg har fået fat i en Märklin 39674 DSB MY rød/sort, som jeg så efterfølgende har ødelagt.
Jeg ville sætte Fleishmann profi koblinger på i den ende af lokomitivet, der ikke har slæbesko, for at prøve disse af. Men de kunne ikke være der for ploven. Og så ville jeg afmontere ploven. Det så jo nemt nok ud - af med to skruer, og så var den plov væk. Jeg havde bare ikke forudset, at koblingskulissen så ville følge med ud i dens tre bestanddele: En fjeder og to stykker plastik.
Det er mig umuligt at få det hele på plads igen. Jeg kan til nøds godt sætte fjederen på, så den får de to dele af kulissen til at hænge sammen. Men jeg kan ikke både putte den derved delvist sammenhængende kulisse ind i chassiset af lokomotivet (som skal udgøre rammen af kulissen) og samtidig få ploven på plads og skrue de to skruer i. Fjederen når altid at hoppe af længe inden jeg får det hele på plads.
Jeg har så heller ikke turdet at skulle alt for meget mere ad for at få plads til at sætte kulissen rigtigt sammen. På sin vis ville jeg gerne have hele bogien væk, men det kan jeg heller ikke se, hvordan man gør uden at ødelægge endnu mere. Jeg har skruet "karosseriet" af. Det er nemt nok. Og jeg har også taget rammen af bogien og taget hjul og hjulaksler af.
Kan nogen hjælpe mig med et hint om, hvordan man dels tager bogien af og endnu hellere, hvordan man samler hele skidtet?