Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Per Hauberg, 18/9 2014, 19:25 (3727 dage siden)

Goddag, Forum -

Nu skal det altså være.
Modelbanen, der blev skrottet for 30-35 år siden, skal i gang igen - og denne gang kan det blive det danske anlæg, jeg sukkede efter i mine unge dage.
Og selvom den mest oplagte leverandør (på stepperne syd for Tranbjerg) tydeligvis ikke gider lave treleder-køretøjer, er gamle fordomme altså stærke nok til, at det bliver vekselstrøm igen. -Så må tingene jo komme andre steder fra.

Samtidig med, at jeg glæder mig over det væld af danske modeller, der er dukket op i mellemtiden, gruer jeg så ved tanken om at skulle sætte mig ind i noget digitalvæsen, -eller køre håbløst (?) gammeldags videre analogt.
Så vidt jeg i første omgang fatter det, står valget her mellem Märklins egne produkter eller Uhlenbrock. Prisforskellen forekommer mig voldsom - er Märklin så meget bedre...?

Trods pausen har jeg undervejs købt en del - hovedsageligt Heljan, som i det løb har høstet et par slemme minusser omkring Frichs-MY'erne. Jeg forudbestilte og -betalte den ret høje pris for de to eksemplarer, -ventede pænt -og længe, for så at modtage noget, der ikke engang var samlet færdigt. Mine gigtplagede hænder tillader ikke, at jeg selv går i gang med boremaskine over så dyre modeller, så de ligger fortsat i deres æsker uden diverse løsdele (puffer mm) er monteret. Værre endnu synes jeg, det var, at prisen blev dumpet meget kort tid efter udlevering af de forudbestilte lokomotiver. -Det var ingen fin måde at sige tak for opbakningen på. Nogle MY og MO og godt med fine, brune vogne, Rocos (røde !) MA og HobbyTrades nydelige, men lidt rigeligt plasticskinnende SM venter også på at komme på skinner. Intet har kunnet prøvekøres, så jeg er vel lidt spændt på, om alt nu kan komme ud at køre.

Udover mit spørgsmål om digitalstyringen herover, vil jeg også gerne høre forummets medlemmer om erfaringer med Heljans damplokomotiver. De ser afsindigt flotte ud; men jeg synes lidt for ofte jeg hører, at de - i hvert fald, når der sidder en slæbesko underneden - egner sig bedst til vitriner. -Skal jeg gå efter et tema, hvor fyrene er slukket, og MY har taget endegyldigt over - eller hvad siger I ?

Jeg håber meget, der må være gode råd at hente hos dette forums garvede modelbanefolk, og glæder mig vildt til at komme i gang.

vh

Per

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Per Hauberg, 18/9 2014, 20:30 (3727 dage siden) @ Per Hauberg

Hovsa - en rettelse: Det er ikke en HobbyTrade Skinnebus, der venter i skabet, men Epoke...

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Daniel Zøllner, 19/9 2014, 12:21 (3726 dage siden) @ Per Hauberg

Hej Per. :-)

Nu går jeg ikke lige så meget op i damp, men jeg kan fortælle dig at du på ingen måde har lavet et "Dårligt" køb ang Epoke skinnebussen. Jeg har mere end 14 motorvogne alle med lyd, Er din med lyd.? (og jeg kører märklin AC Digital) og det eneste der stopper den lille sag er godt med støv på anlægget ellers kører de som smurt og jeg kan sige så meget at hvis du har det øv med at den er så plasticagtig at se på så er der en løsning på det og det er enten EMP Model eller MM-Modeller som ommaler busserne efter ønske med litra og baneforvaltning så det jo en smags sag
Hvis du vil ha´ en smagsprøve på busserne så tjek youtube ud og skriv følgende: Skinnebus fra Epokemodeller så dukker der videoer op hvor du kan se dem køre

God fornøjelse med at "starte forfra" :-)

Mvh Daniel

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Thomas Jespersen, 19/9 2014, 10:38 (3726 dage siden) @ Per Hauberg

Hej Per.

Heljans damplokomotiver er lidt af et selvbyggerprojekt. Det kan lade sig gøre at få en velkørende E-maskine, hvis man splitter den ad og retter fejl.

Med hensyn til MO så syntes jeg det er noget af det bedste Heljan nogensinde har lavet.
Den kører godt og er flot detaljeret. Lyset i passagerafdelingen kan nemt rettes så det kan styres digitalt over decoderen.

Jeg betalte i øvrigt også 2000+ for mit eksemplar af 1202, men det er da et flot lokomotiv og jeg havde ellers aldrig troet nogen ville kaste sig over at lave det.

Hvis du gerne vil have dansk damp, så er Hobbytrades D-maskine det bedste der nogensinde er lavet efter min mening, den er superflot og kører rigtig godt.

Thomas

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Claus E. Hansen, Silkeborg, 19/9 2014, 11:34 (3726 dage siden) @ Thomas Jespersen
redigeret af Claus E. Hansen, 19/9 2014, 12:09

Heljans damp fungerer helt fint her på K-skinner med slanke sporskifter og R4-kurver, men vær opmærksom på at kurverne ikke må være for skarpe, for så kræver det ombygning. Der kræves også et godt lagt spor.

Min E-maskine (Guldmodel med Faulhabermotor) kører nu helt fint, den er der ikke gjort noget ved. Det er en rigtig flot model, ligesom i virkeligheden.

Heljans MO, i hvert fald i de tidligere udgaver, lider af den fejl at ledningerne i dem ikke er de bedste, ligesom nogen af dem sidder ret tæt inde i den. På den konto har jeg en MO, der skal have skiftet ledningerne nu. Det gør nogen af forhandlerne ved jeg, hvis man ikke selv lige er til det.

Men det ændrer naturligvis ikke ved at det er en rigtig flot model, og den kører helt fint, ligesom den er uhyre alsidig.

Hobbytrades D-maskine er helt fin, og det samme er også S- og F-maskinen.

Skal jeg komme med en anke til D-maskinen, så er trækkraften ikke den bedste, og slet ikke på for stejle stigninger. Men det kan der så rådes bod på ved at lægge lidt vægt ind i førerhuset på den.

På S-maskinen har jeg skiftet det øverste af slæbeskoen til en Märklintype efter et godt tip inde på Sporskiftet.dk, da den oprindelige gav kortslutning i sporskifterne. Nu fungerer det helt fint.

Mvh
Claus

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af bygger01, 19/9 2014, 13:53 (3726 dage siden) @ Per Hauberg

Vi - konen og jeg - kører også AC på K-skinner, så da vi kører +/- Epoke 3, er vores lokomotiver en blanding mellem dansk dieselmaskiner og tyske damplokomotiver + 2 x Litra D fra Hobbytrade.

Og siden vi startede igen i 2008, har man kun læst & hørt negativt om diverse forsøg fra Heljan, så der er valgt den lette løsning med at købe damplokomotiver, der kan køre når de er pakket ud og er leveret med AC hjul ( så det er hovedsaglig blevet Märklin og et par Roco'er ), så de skulle passere selv korte skiftespor og holde sig på skinnerne hvis de på et rangerterræn skulle komme ind i en 360 mm kurve.

Med hensyn til styreenhed og evt. boosters, så vil det være lettest at holde sig til et mærke, hvis man ikke er for stiv i elektronikken.

Så har Du også et valg om hvilke skinnetyper, der skal vælges. Her ville jeg, hvis jeg kunne lave det om, bruge K skinner i det synlige og C skinner nedenunder.

Vi har også nu valgt at bruge Merkur ballast

Du kommer også til at beslutte på et tidspunkt om hvordan Dine sporskifter skal styres !

Nå - vi er ved at skære træ til brændovnen - så jeg må hellere også komme i gang med kædesaven.

Du må også kontakte mig direkte på mail ....

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Per Hauberg, 20/9 2014, 00:11 (3726 dage siden) @ bygger01

Tak for venlige opmuntringer.
Skinnevalget med synlig K og skjult C lyder rigtig fornuftigt.
Jeg pusler videre med de indledende tankespind.

Navnet er Tog, -Blandet Tog ! :-D

[image]

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af bygger01, 20/9 2014, 20:36 (3725 dage siden) @ Per Hauberg

Du bør vel også fortælle os, om det er en "fast" bane, Du vil bygge ......

Og hvilken størrelse der evt. i tankerne !

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af bahnfannet ⌂ @, Malling, 21/9 2014, 07:12 (3725 dage siden) @ Per Hauberg

Så vidt jeg i første omgang fatter det, står valget her mellem Märklins egne produkter eller Uhlenbrock. Prisforskellen forekommer mig voldsom - er Märklin så meget bedre...?

Min erfaring er, at prisen i sidste ende havner det samme sted. Pengene bliver bare brugt forskelligt.

Nu kan jeg jo, næsten se, men i hvert fald høre samme kirke som på dine billeder, så vi er jo næsten naboer. Du er velkommen til at få en demo af Märklin Digital, hvis du vil se det live. :-)

Nybegynder igen - efter mere end 30 års pause

af Per Hauberg, 24/9 2014, 17:53 (3721 dage siden) @ bahnfannet

Det bliver fast, og jeg har en lille lokale på 3x4 meter til rådighed, hvor der også gerne skal være plads til at nå ind overalt.
Tak til Søren Bahnfan for hyggelig og opbyggelig, indledende snak. :-)

Næste spørgsmål

af Per Hauberg, 25/9 2014, 17:16 (3720 dage siden) @ Per Hauberg

I bogen "Modeltog" af Rolf Sylvester-Hviid optræder på flere billeder en stationsbygning, som jeg ved første øjekast mente, måtte være en hjemmebygget, opskaleret Videbæk (Heljans er som bekendt 1:100 eller værre), så slv en skinnebusfører kan uhindret se ind til stationsforstanderens aftenbord på førstesalen). Ved nærmere eftersyn må det være tyske MKBs Engesvang, der er tale om - i korrekt 1:87 MEN der er sidebygninger på billederne i Sylvester-Hviids bog - meget fint tilpasset stilen fra hovedbygningen. Disse sidebygninger kan jeg ikke hitte på MKBs hjemmeside. -Ved nogen noget ??

Opråb på denne side virker ! :-)

af Per Hauberg, 19/10 2014, 00:08 (3697 dage siden) @ Per Hauberg
redigeret af Per Hauberg, 19/10 2014, 00:17

Fornylig skrev jeg i et indkast i denne tråd en indskudt sætning om "en anonym modelbaneforhandler på stepperne syd for Tranbjerg", som ikke ville sælge mig AC køretøjer.
Det ville den gode Finn li'egodt ikke have siddende på sig, så midt i min billetkø forleden aften stod manden fra stepperne med en fin pakke - og jeg er nu den glade indehaver af en nydelig - og velkørende F 658 med slæbesko og hele svineriet ! :-)
Bravo, gamle ven ! -Så ser jeg frem til de oprindeligt bestilte køretøjer ("Rulleskøjte" og "lokovogn") med tilsvarende udstyr -og glæder mig også til at komme på visit igen i den velassorterede gårdbutik på stepperne. :-D

F-maskinens ankomst gjorde mig tilpas nysgerrig til, at der for første gang i mange, mange år blev hentet nogle få meter skinner (Märklin C) frem fra gemmerne, så prøvekørsel kunne gennemføres.
Ved samme lejlighed kom der så strøm på nogle få af de mange indkøb, jeg har gjort (til skabet), mens modelhobbyen har hvilet. -Det var ikke alt sammen lige opmuntrende, må jeg sige: To Heljan MO afsporede konsekvent - og vel at mærke ikke begge to på det samme sted på testsporet, og lige så dårligt gik det med en MX. -Noget skuffende. Kan der være problemer med kombinationen af Heljan-hjul og C-skinner.
Mit første indfald efter endelig at få prøvet Heljans trækkraft-enheder er, at det nye anlæg nok skal ha' et stort hjørne med teamet "Henriksen, Åby sidespor". Dekorativt måske, men lidt trist med køretøjer til de priser. :-(

Epoke-skinnebussen gav udtryk for at ville tilkøres, og det skal den så blive snarest, hvorimod Maybach-vognen fra mit billede ovenfor og min lille Wismar-skinnebus (begge Märklin) kørte perfekt.

[image]

Opråb på denne side virker ! :-)

af ME 1536, 19/10 2014, 10:48 (3696 dage siden) @ Per Hauberg

Hej Per,
dengang jeg kør med AC har jeg haft maerklin M og K-skinner. Det var ingen problem hverken for Heljan MO eller MX. Også ingen problem med Heljan Litra E. Min. radius 420 mm max. 600 mm
God søndag
Dieter

Opråb på denne side virker ! :-)

af Per Hauberg, 22/10 2014, 13:48 (3693 dage siden) @ Per Hauberg

"Du kommer jo heller aldrig og besøger mig", lød det fra Mester Lekbo - og så måtte jeg jo gøre mandens ord til skamme.
Det kom der en hel del fine ting med hjem ved. Det er stadig meget fristende at tøffe rundt mellem reolerne hos Finn - og så viser det sig ovenikøbet, at manden har forstand på kvantumsrabat. Tak for denne gang, Finn. -Det varer ikke ligeså længe til næste visit. (Jeg skal jo hente min rulleskøjte....) ;-)

Efter alle mine arrige udfald mod Heljan, skal jeg lige nævne, at ME 627 er noget nær det mest velkørende, jeg nogensinde har sat på skinner....


[image]

[image]

Avatar

Opråb på denne side virker ! :-)

af Futfar, Kajerød, 22/10 2014, 17:54 (3693 dage siden) @ Per Hauberg

Ærede Herr Cinematografdirekteur:-) .
(Jeg er selv gammel filmoperatør, helt tilbage til den tid hvor man brugte kulbuelys i fremviserne).

At du har haft problemer med kørsel på C-spor med din Heljan MX-maskine, er mig uforståeligt. Jeg er også 3-lederkører, og har aldrig oplevet problemer med mine seks MX'ere. Jeg har endda også forbedret dem en del ved at montere 4 hæfteringe, så trækkraften, især på stigninger, er blevet væsentligt forbedret! Og det har ikke givet problemer med strømnedtaget.
Jeg har selv haft de mest besynderlige afsporinger af mine 3 MO'ere, og her er kuren: Juster hjulafstanden! Det er ikke så svært som det kan lyde, og resultatet er, at det virker! Man tager, det er jo en god start, drivakslerne af og sørger for at hjulafstanden justeres til 14,0 mm. Hjulene sidder ikke mere fast på akslerne, end du kan gøre det med fingrene. En skydelære og lidt "fingerspitzgefül", så er den hjemme. De 14,0 mm virker hos mig, men jeg vil ikke udelukke at det vil være 13,9 eller 14,1 mm for dit vedkommende, prøv dig frem.
Hvad angår de ikke trækkende aksler på både MX og MO, skal du lige være sikker på at det er dem der skyld i afsporingerne. Hvis det er tilfældet, kan jeg anbefale at du udskifter dem med "AC-hjul" fra Roco eller Märklin.

Men når du så har alt det ovennævnte på plads, og sætter maskinen til at køre, vil du måske opleve, at alt det du har lavet ikke virker! Men ro på. Jeg ved godt at det lyder meget mystisk, men nu skal maskinen, ikke tilkøres, men samkøres til sporet. De første mange gange kan du komme ud for at maskinen går på gulvet, men giv ikke op; pludselig kører den helt som du ønsker det!

Jeg ville gerne kunne give dig en fornuftig forklaring på fænomenet, men det kan jeg ikke, jeg kan blot videregive mine erfaringer!

--
Med venlig hilsen
Futfar.

Opråb på denne side virker ! :-)

af Daniel Zøllner, 22/10 2014, 20:43 (3693 dage siden) @ Futfar

God aften Per :-)

Nu har jeg fuldt lidt med på dine indlæg
og jeg må da lige spørger om man kunne få et bedre billede at se af din Epoke skinnebus.? :-)
Som sagt har de fleste modeltog det med at skulle køres lidt til inden de opfører sig pænt, men som skrevet tidligere så har du på ingen måde lavet et dårligt køb fra Epoke, jeg har som sagt omkring 14 motorvogne, og mine kører upåklageligt (dvs der skal MEGET støv til før de går ud) så få givet maskinen en ordentlig tur på en rundbane frem og tilbage i noget tid så er du den lykkelige ejer af den bus det tør jeg garanterer ;-)
Mht Heljan MO´en har jeg kun oplevet småtingsfejl med mine, dog afsporer de ikke men har da oplevet at lige når de passerer sporskifternes kontaktpunkter at de går ud i et splitsekundt og laver kortslutning, men når de har gjort det i et sekundt´s tid kører de videre igen, min erfaring med MO´erne er at de jo nemt afsporer i radius 180 grader på märklinsspor (hvis man vel og mærke så har 180 graders punkter på sin bane) så er den løsning jeg har kunne finde frem til følgende: skru koblingshuset af i begge ender så kører den uden afsporing i så skarpe kurver, jeg testede det og så at koblingshuset rammer plovende når den drejer så skarpt,,, derfor afsporing
dog må man leve med at man desværre ikke kan koble noget bag MO´en hvis du selvfølgelig fjerner koblingshusene :-( dog har MO´en jo i virkeligheden også kørt solo så det er en smagssag :-)
Men men men, må man se et billede af dit skinnebussæt.??? :-D

Bedste hilsner Daniel

Avatar

Opråb på denne side virker ! :-)

af Futfar, Kajerød, 22/10 2014, 22:00 (3693 dage siden) @ Daniel Zøllner

Undskyld mig Daniel, men jeg har lige et par spørgsmål til dig vedr. dit indlæg.

Hvad mener du med radius 180 grader? Uanset hvor mange skinner du bruger vil en halvcirkel udgøre 180 grader!!! Størrelsen af denne er forskellig, afhængig af hvilke skinner du bruger, men hvis vi holder os til de almindelige Mârklin buede skinner, vil 6 stk. af 30 grader altid give 180 grader!!! Märklins mindste kurveradius opnås ved brug af R1 skinnen, svarende til at en halvcirkel måler 72 cm. Den største almindelige radius er R5, som måler 128,76 cm. Så jeg tror du løber lidt rundt i nogle forskellige begreber.

Der er et par ting mere jeg er i tvivl om, men lad os her tage det næste som jeg er faldet lidt på halen over:

Du beskriver at din MO i "et sekundstid" kortslutter, men derpå fortsætter kørslen??? Jeg benytter Uhlenbrock II og Ecos II, og ingen af dem ville acceptere en sådan kortslutning uden at afbryde strømmen til anlægget øjeblikkeligt. Så hvad bruger du som styring der tillader det beskrevne?

Jeg finder derudover ikke at din løsning på problemet med at MO-vognen "bare kan køre solo", er en seriøs løsning på det problem Per har.

--
Med venlig hilsen
Futfar.

Opråb på denne side virker ! :-)

af Daniel Zøllner, 22/10 2014, 22:25 (3693 dage siden) @ Futfar
redigeret af Daniel Zøllner, 22/10 2014, 22:42

Hej Futfar.

Jeg er ikke "verdensmester" i modeltog så jeg har bare prøvet at forklare mig så godt jeg kunne.!!!!!
Til det med radius så var det nemlig R1 MA: 24130 jeg snakkede om og det kan godt være at det ikke var det Per efterspurgte, men jeg ville bare dele min erfaring med de oplevelser jeg har haft af afsporinger med Heljans MO, andet var der ikke i det
næste punkt: jeg bruger Märklins CS 2, og der har jeg oplevelsen af at på kontaktpunkterne i skiftesporer der går den i stå i et kort sekundt pga slæbeskoen og "nærmest kortslutter" i et splitsekundt man kan høre alt strømmen i banen får en højere støjende mislyd, bedre kan jeg ikke forklare det :-(

Men som jeg jo skrev så er det en smagssag om man vil gøre det jeg forslår hvis det er at man har märklin R1 radius hvor MO´en afsporer (det kunne jo være at der var andre märklinkørere der kunne bruge tippet)
Men hele det indlæg jeg lavede før var ikke ment som debat på nogen dårlig måde, jeg ville blot gerne se Pers skinnebus på billede da det interessere mig meget da jeg selv har de fine maskiner

Så lad være med at føle at jeg træder på dig pga det jeg skrev før


Bedste hilsner Daniel

Avatar

Opråb på denne side virker ! :-)

af Futfar, Kajerød, 22/10 2014, 22:57 (3693 dage siden) @ Daniel Zøllner

Jeg føler sandelig ikke at du på nogen som helst måde "træder på mig". Der skal mere til end som så. Jeg forstod/forstår bare ikke dine begreber. Så det handler vel bare i alt sin rørende enkelthed om, at vi ikke helt taler samme sprog; og det kan vi jo gøre noget ved.

De absolut venligste og velmenende hilsener

Futfar

--
Med venlig hilsen
Futfar.

Opråb på denne side virker ! :-)

af Daniel Zøllner, 22/10 2014, 23:06 (3693 dage siden) @ Futfar

Hej Futfar :-)

Godt nok, nej men nu har du jo gjort mig den erfaring rigere på det med radius'er og det skal du ha' tak for, men hvorfor jeg har de oplevelser jeg har skrevet om er lidt uvist hvorfor MO'en laver lige præcis de numre med mig :-|

Nå, men godt at vi fik lukket det ned på en god måde :-)
Endnu engang til Per Hauberg, må man se et billede eller to af skinnebussen.?
Og til dig futfar, så må du have en fortsat god aften :-)

Bedste hilsner Daniel

Opråb på denne side virker ! :-)

af Per Hauberg, 24/2 2020, 05:18 (1743 dage siden) @ Daniel Zøllner

Gad vide, om min ungdoms ansættelse ved Det Kgl. Jernbaneselskab har sat sig uslettelige spor...?
4½ års svartid på et skriv, tror jeg da aldrig før, jeg har præsteret.
Som det måtte fremgå af vedl. foto, er jeg stadig kun nået til en prøvestand.
En positiv undskyldning er travlhed i den lille bif, -en anden er temmelig lang tid ude af spil på grund af først tilskadekomst (jeg faldt, fordi jeg løb efter en sporvogn, og døjede med hjernerystelse i næsten et år. Lære: Aldrig løbe efter en sporvogn - der kommer altid een til !) og derefter sygdom har gjort, at der kun har været krudt til at klare dagligdagen, -så først nu er jeg igang med at rydde det lokale, en modelbane forhåbentlig snart skal flytte ind i...
Jeg lovede dig, Daniel Zøllner, et billede af mit enlige skinnebustog, -så hvis du fortsat er her: Så værsågod !
Sammen med bussen en lille smule af det materiel, jeg har gået og skrabt sammen i årenes løb, som bevis (overfor såvel andre som mig selv...) på, at jeg er fast besluttet på, at det skal blive til noget. -Det er nu mere end 40 år siden, der sidst har været modelbane i samme rum, men dengang dæmpedes lysten, fordi det næsten var umuligt at skaffe dansk materiel. -Det er sandelig ændret med tiden :-)
Ovenstående gode råd har glædet mig, og jeg pusler med alt dette i rygraden, glad videre.
Fornylig hittede jeg en fuldstændig glemt - aldrig åbnet pakke - indeholdende en Intellibox Basic. Dette fund må så nok afgøre valget af digitaliseringsgrej. Om ikke andet, så tiltaler Uhlensbrocks sportavle mig; men jeg skal ærligt erkende, at springet fra en rød, en brun og en gul ledning for 40+ år siden og til den mageløse nutid, virker næste endnu mere overvældende, end da jeg for ti år siden skulle omstille mig fra at vise gammeldags 35 og 70mm film til digitale billeder. -Der er også på modelbanen for mig at se en verden til forskel.
Eksempelvis det, at jeg engang har købt denne Intellibox, tydelig vis uden at ane, hvad jeg ellers skal bruge for at komme igang. Jeg klarer mig normalt rimeligt på tysk, men teknisk tysk er en Schwieriger Ding, tænker jeg. For eksempel har jeg intet sted fundet en helt ned på jorden indkøbsliste, og er derfor ikke engang igang endnu med at programmere et lokomotiv...
Er det for eksempel nødvendigt at have en PC koblet til, for at kunne starte et anlæg op ? Den gamle her fatter NADA !

[image]

Opråb på denne side virker ! :-)

af Per Hauberg, 24/2 2020, 10:40 (1742 dage siden) @ Thomas Jespersen

Tak, Thomas
Jeg kæmper videre herfra :-)

Opråb på denne side virker ! :-)

af Bent Larsen, 24/2 2020, 11:47 (1742 dage siden) @ Per Hauberg

Hej
Efter at have læst hele denne tråd igen, her er HELJANs MO nævnt flere gange, hvis det stadig er aktuelt skrev jeg et læserbrev i BANEN nr. 69 om ombygning af HELJANs MO så den kan kører på Märklin M skinner R1, og i BANEN nr. 51 om HELJANs P Maskine. Det kan måske også være aktuelt på K og C skinner.
Vh
Bent Larsen

Opråb på denne side virker ! :-)

af disavelo, 25/2 2020, 22:29 (1741 dage siden) @ Thomas Jespersen

Denne oversættelse indeholder desværre kun de første generelle afsnit.
Venlig hilsen
Søren

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak