Laserskårede papbygninger
Åhhh ja. Undertegnede har da også brugt "jord" til patinering - i nogle tilfælde i form af ler, fra overskuddet af ler til juledekorationer eller fra et hul i haven. Da jeg i sin tid fremkaldte film og kopierede papirbilleder benyttede jeg i mange tilfælde gl./brugt fremkaldervædske eller skyllevandet mellem fremkaldning og fiksering. Jeg har anvendt harpiks opløst i sprit og mange andre sikkert totalt umulige / ubrugelige ting. Alt naturligvis afhængigt af, hvilke materialer man patinerer på og hvilket resultat, der skal opnås.
---------
Laserskårne papbygninger.
Jeg har ikke bygget mange af disse endnu, men nogle er det da blevet til, og flere af resultaterne har kunnet ses i "banen", men . . .
I almindelighed synes disse bygninger at være ganske fine både at bygge og se på bagefter. Jeg undrer mig dog ofte over de mange specialprodukter, der anbefales, her og til andre byggesæt i recin, plast, metal og andre materialer. Det er som om, at hver leverandør har sine foretrukne lim-, værktøjs- og malingsprodukter til samme formål ved hver deres byggesæt.
For den erfarne modelbygger betyder det sikkert mindre - han forstår at "oversætte" alle disse anbefalede produkter til noget han har i forvejen, --men for den uerfarne kan det godt betyde fornyede dyre indkøb af materialer, som man egentlig allerede har stående på arbejdsbordet. Jeg har bygget et byggesæt (ikke laserskåret pap), hvor indkøb af anbefalede "nødvendige" specialprodukter, oversteg byggesættets pris med det dobbelte ! ! !
Personlig bruger jeg aldrig andet end hvid trælim til papbyggesæt - til gengæld skal man huske: Tingene skal limes sammen med limen - ikke "sovses ind" i den.
Et andet hjertesuk er byggevejledningerne, som ofte kan være ganske vanskelige at blive kloge på (for at undgå misforståelser: Jeg har bygget andre byggesæt end de, der har været omtalt i "banen", så der er tale om en b r e d vifte af leverandører).
Her kunne en ordentlig prøvebygning og korrekturlæsning (af en anden end leverandøren) virkelig gøre langt større underværker end mange andre "tiltag".
I et enkelt tilfælde var et ord desværre faldet ud af vejledningen.
"Eet enkelt ord - hvad betyder det ???" kan læseren her spørge. Ordet var "ikke", således at man som modelbygger gjorde netop det, man ikke skulle gøre (hvis man ikke via erfaringen kunne se, at her var noget galt).
Nej, --det er ikke nemt at være modelbygger - men man kan måske selv gøre det lidt enklere, hvis man forstår at improvisere / fantasere.
Erik V. Pedersen
www.evp.dk