Bo skriver "
Til gengæld er der kun 2 ledninger til systemet. Du slipper for at trække en million ledninger, og der kan lynhurtigt laves ændringer. Alt styres fra PC, tablet eller smartphone."

Jeg kunne godt tænke mig at gøre op med myten om ’kun 2 ledninger’. Det gælder kun ved relativt små og beskedne anlæg og forudsat du anvender nyere grej (som f.eks. Geoline, hvor drev, hjertestykkepolarisering og dekoder er indbygget i sporskiftet). Har du derimod et del ældre udstyr eller hvis du skal bygge et større anlæg med rigtigt sikringsanlæg og hele moletjavsen, så er det nok nærmere 2000 eller flere.

I DMJK er vi ved at bygge et stort anlæg (300m2, Spor0) og af historiske grunde anvender vi LENZ. Her har vi følgende tilslutninger (i princippet og noget simplificeret, forklaret via LENZ specifikke signalbetegnelser):

1. Central enhed og boostere: Hver booster forsyner et geografisk område, styresignalerne for disse (signaler C&D - E kan fravælges) skal føres fra booster til booster. Hver booster forsyner det pågældende område med kørestrøm (signaler J&K). Vi har indtil videre 3 boosterområder.

2. Kørestrøm (J&K = sporet) skal fremføres til hver sporisolation i sikrede sporarealer via et sporbesættelsesmodul. Vi har indtil videre op imod 96 sporisolationer, fordelt på 6 sporbesættelsesmoduler, i drift (med 16 porte hver) + J&K forsyning til de usikrede områder. Hvert sporbesættelsesmodul skal tilsluttes signalerne R&S for tilbagemelding. Derudover mener vi ikke, at strømmen pålideligt kan overføres fra skinne til skinne alene via laskerne, så vi lodder altså en ledning på hver eneste skinnestump, uanset længde. Det kan diskuteres om dette er overkill, men det bidrager helt pænt til antallet af ledninger.

3. Sporskiftedrev. Hvert sporskiftedrev skal forsynes med spænding til motor fra en sporskiftedekoder, det ene sæt afbrydere anvendes til hjertestykkepolarisering (3 ledninger), det andet sæt til tilbagemelding, 3 ledninger mere, i alt 8 per drev. Indtil videre er vi vel oppe på en 50-60 drev.

4.Sporskiftedekoder – hvert dekodermodul skal have signal via kørestømsforsyningen (J&K) til styring samt evt. separat spændingsforsyning (hvis den ikke kan ’tappe’ fra J&K, hvilket ikke alle fabrikater kan) samt, som nævnt ovenfor, forbindes til de sporskiftedrev den styrer (vi anvender dekodere, der kan styre henholdsvis 1,2,4 eller 6 drev).

5. Udtag til kørekontrollere. Hvis man ikke anvender trådløse kontrollere, skal der føres 4 ledninger (signalerne L,A,B,M) frem til hvert udtag – vi har vel indtil videre 20 af disse. Derudover har vi et nødstopssystem, som kræver to ledninger mere per nødstopskontakt.

6. Tilbagemeldingsbussen (signal R&S) skal føres frem til hver eneste digitale enhed, hvorfra der skal være tilbagemelding.

For fuldstændighedens skyld så lige nævnes, at vi har besluttet at anvende 2 separate digitalsystemer til styring af anlægget, hvilket vil sige at vi har 2 centralenheder og derfor en dublering af følgende signaler rundt på anlægget: J,K,L,A,B,M,R,S. Dette er dels begrundet i anlæggets endelige størrelse (adresserum for digitale enheder) samt at vi til nogle funktioner ønsker at anvende en S88 bus, fordi komponenterne til disse er billigere end til LENZ’s RS-Bus.

Dette skal ikke ses som nogen nedgøring af digital styring, det er efter min den største nyskabelse til hobbyen siden den elektriske motor og skal man have et anlæg med sikringsanlæg og det hele, så kræver digital teknologien langt færre ledninger end hvis det tilsvarende skulle opbygges analogt ved hjælp af relæer, afbrydere og omskiftere og rent byggetidsmæssigt er digital styring også dette langt overlegent, men det er en del dyrere i komponenter, der kan dog spares lidt ved selvbyg/samling.

Modelbanehilsen

Jan