”Dansk sovevogn” en positiv overraskelse til epoke IV.

af Steff, 22/11 2012, 17:26 (4389 dage siden)

”Dansk sovevogn” en positiv overraskelse til den tidlige epoke IV.

Mere dansk kan det næppe blive i forbindelse med LS Models nyeste ”blå” sovevogn, der netop nu er kommet i handlen. Jeg vil tillade mig at skrive en faktisk stor positiv nyhed, idet vognen har været anvendt i Danmark fra 1963 og til 1971.
Vognen er oprindelig en type S med CIWL nr. 2898 og bygget hos Ringhoffer i 1926. I 1939 blev den ombygget til ST ved CIWL værkstedet Zossen ved Berlin. I 1946 ombygget på CIWL værkstedet i Saint-Denis ved Paris til type STU. Vognen blev udstyret med danske holdere for slutsignal og slutlanterner i 1962.
I 1963 blev nr. 2898 tildelt den Skandinaviske afdeling (København) af CIWL for at blive benyttet i de den danske indenlandske rutenet til Frederikshavn og Esbjerg (Se John Poulsens bog, "Sove og Spisevogne i Danmark").
I 1969 fik vognen – som alt andet personvognsmateriel – nyt nr., UIC nr. 51 66 06-40 026. Vognens vedligeholdsmæssige tilhørsforhold var CIWL værkstedet i Ostende i Belgien, hvorfor der er anført et ”B” på UIC pladen. Men småreparationer og udskiftning af bremseklodser mv. blev gennemført ved DSB vognværksted i København.
I 1971 skulle vognen ikke anvendes mere i Danmark og den blev sendt til Frankrig og i nummer hér.
Kort tid efter blev vognen udrangeret og solgt til en privatmand, der ønskede at benytte den ved jernbaneklubben AJECTA i Longueville, Frankrig. Desværre var vognen dog så tæret, at det ikke var økonomisk forsvarligt at bevare den og den blev herefter ophugget. Brugbare dele blev dog oplagret ved klubben og det er ikke utænkeligt, at bl.a. noget inventar finder vej til Jernbanemuseets sovevogn nr. 3929, der er ved at blive kompletteret.
LS modellen har katalognummer 49138 og en nærmere omtale og billeder kan ses her:

http://www.reisezugwagen.eu/?p=12946

Man bedes bemærke at vognen har korrekte påskrifter, endog danske påskrifter over vinduerne i gangsiden, helt korrekt i forhold til forbilledet. Uden at have haft vognen i hånden er jeg ved at tro, at den er så korrekt som modelmæssigt muligt både m.h.t. mål, farve og påskrifter. Men husk, at vognen modelkorrekt er fra epoke IV, perioden 1969 – 1971.

Vognen kan erhverves hos Felix Team samt Kystbanen. Hos førstnævnte er den ved at være udsolgt, mens sidstnævnte har den i bestilling.
[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak