Roco DSB EB og strømaftager

af RasmusD, 14/3 2024, 21:09 (256 dage siden)

Hej forum, et naivt og uvidende spørgsmål fra én, der ved nærmest intet om modeltog:

Jeg har været så heldig at få en EB'er fra Roco i gave og en lille vitrine at opbevare den i. Når man tager den ud af æsken, er begge strømaftagere selvfølgelig nede, men produktbilleder fra Roco's hjemmeside mv. foranlediger mig til at tro, at det er muligt at hæve en af dem. Men jeg fornemmer også, at det er en lidt skrøbelig konstruktion, så jeg har ikke forsøgt af frygt for at knække noget.

Så mit spørgsmål er ganske enkelt: Er strømaftageren bevægelig, kan den hæves, og hvordan bærer man sig ad?

Mine gebrokne tyskevner og søgninger på Roco's hjemmeside har desværre ikke givet mig svar. Så jeg tænkte at der nok er en anden indehaver af denne EB-model her på forummet, der kan dele nogle erfaringer :-)

Roco DSB EB og strømaftager

af FS1954 @, 15/3 2024, 14:57 (255 dage siden) @ RasmusD

Hej Rasmus.

Tillykke med din model af EB - det er en flot maskine, og selvfølgelig kan pantograferne hæves og sænkes (manuelt). Roco har videreudviklet pantograferne, så de er mere spinkle og er enklere i konstruktionen - men de er sikre nok.

Du skal gøre således:; Hold fast i modellen med den ene hånd, og med tommelfingren på den anden holder du let igen mod pantografens slæbestykker hen mod dig.

Med pegefingren løfter du let op i den fjerne ende af pantografen, og vupti!, så er den fri.
Omvendt trykker du den bare sammen igen.

Jeg kan desværre ikke sende billeder til illustration af teknikken, men bare du sørger for, at trykket på pantografen sker på midten (og altså ikke ude på en af spidserne af slæbestykkerne), skal det nok gå.

Jeg prøvede også med en spids skruertrækker at løsne pantografen 'bagfra' (ind mod midten af taget) - det kan også lade sig gøre, men det er lidt sværere at forklare. Tryk her lige ved det røde midterstykke under slæbestykket, så løsner pantografen sig.

Jeg håber, at det lykkes for dig - god fornøjelse!

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

Roco DSB EB og strømaftager

af Tüte Zwiebeln, 16/3 2024, 18:48 (254 dage siden) @ FS1954

Man kunne foreslå en vejledning i bladet Skiftespor og Togbaner...
En beskrivelse af de forskellige indretninger til at skabe kontakt imellem jernbanekøretøjer og den elektriske infrastruktur, særligt hvad de forskellige typer fagligt benævnes kunne også fylde en artikel ud.

Roco DSB EB og strømaftager

af re20000, 17/3 2024, 12:08 (253 dage siden) @ Tüte Zwiebeln

Man kunne foreslå en vejledning i bladet Skiftespor og Togbaner...
En beskrivelse af de forskellige indretninger til at skabe kontakt imellem jernbanekøretøjer og den elektriske infrastruktur, særligt hvad de forskellige typer fagligt benævnes kunne også fylde en artikel ud.


Jamen kære Besser Wisser!

Du slår dig bare løs! Vi venter spændt...

Nold

Roco DSB EB og strømaftager

af FS1954, 18/3 2024, 22:51 (252 dage siden) @ Tüte Zwiebeln

Det er ganske rigtigt, det ville være dejligt med en artikel om disse anliggender af en virkeligt kyndig person, der også kunne forklare det pædagogisk og levere glinrende billeder til en sådan artikel i bedste "Nederland"-stil. Så opfordringen er: bare kom igang!

Og jeg undskylder den sene reaktion på dit indlæg, men jeg har haft en del arbejde, der skulle laves færdigt, inden næste blad kunne gå i trykken.

Med venlig hlsen,

Flemming Søeborg

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak