Indvendig belysning i Heljan Y-tog

af kka-dk, 24/9 2021, 15:03 (1163 dage siden)
redigeret af kka-dk, 24/9 2021, 15:35

Siden Heljan fremkom med de fine Y-tog, har der været øffet en del over at den indvendige belysning aktiveres sammen med front-/slutlys. Ligesom i sin tid 1800-MO'erne.

Ole Vedel har givet en saglig og plausibel forklaring på hvorfor det forholder sig sådan, så der er ingen grund til at gå mere ind i diskussionen om dette.

Det er derimod relativt nemt at ændre det indvendige lys til at virke på en separat funktionsudgang, hvis man har mod på lidt lodning. Der er (mindst) to måder at gøre det på. Udfordringen bunder i, at de på dekoderen (LokPilot 4 / LokSound 4) tilbageværende funktionsudgange - AUX3 og AUX4 - hos ESU er såkaldt logiske udgange, og ikke forstærket til direkte brug, hvilket er i overensstemmelse med MTC21-stikstandarden. Til gengæld er ledningsudgangene fra dem ført direkte ud til til en afklippet ledning på printets stik.

[image]
På billedet ovenover ses i lilla ramme på lysprintet de to dioder, der giver minus-strøm til belysningen fra front-/slutlys-udgangene. Dioderne skal loddes af. Pas på med varmen; printet er ikke ligefrem prima kvalitet, så man risikerer at loddeøen ryger med af (det skete for mig). Der er heldigvis to, der er lige brugbare.

I den orange ramme ses en lille rød stump ledning - det er AUX4 fra dekoderen, som sidder ganske belejligt her. AUX3 sidder i en tilsvarende stump på modsat side af hovedprintet, på stikket mærket CN2.

Nu er der så to metoder:

1) Dekoderen udskiftes til én fra en producent, der ikke nødvendigvis følger MTC21-standarden omkring logikudgange på AUX3/4 ;-). Det er der en del der ikke gør, ligesom enkelte producenter (bl.a. Zimo) har udgaver både med og uden forstærkede AUX3/4 - se eksempelvis oversigten her. Hvis man bruger denne metode, er det "bare" at herefter at forbinde den røde stump ledning i den orange ramme med én af de nu blotlagte loddeøer til højre, hvor dioderne sad før.

Jeg er imidlertid ganske godt tilfreds med ESU-dekoderen, så der er heldigvis en anden næsten lige så nem metode.

2) Vi må forstærke logiksignalet. Der er flere måder at gøre det på - lige her er en lille MOSFET ganske belejlig, eksempelvis en IRL6372, 9945 eller 9955 i SOP8-formfaktor. De koster ikke mange basseører, køb en håndfuld, så er der til lignende projekter en anden gang. Den skal forbindes som på dette billede. Til det formål skal vi så bruge dekoderens 0V-udgang (pin 20 på MTC21-stikket), som ikke er ført ud på noget stik på hovedprintet.

[image]
0V / Pin 20 tages direkte fra hovedprintet; hvordan ses af den røde ramme på ovenstående billede. I den orange ramme ses hvordan jeg fik ødelagt den ene loddeø ved de nu fjernede dioder.

[image]
MOSFET'en kan jo altså tage to funktionsudgange, og vi har kun brug for den ene. Den sorte ledning på billedet er den vi i sidste step loddede på Pin 20 på hovedprintet, og den grønne loddes til den røde stump AUX4-ledning på hovedprintets stik. Hvis man kun vil bruge AUX4, behøver man ikke lave den viste "sløjfe" ned med den sorte ledning på MOSFET'en. Jeg har imidlertid også ført AUX3 over til MOSFET'en (ses ikke på dette billede, men på det næste), hvis jeg en dag skulle få lyst til at lave eksempelvis belysning i førerrummet eller pakrummet. Den gule Kapton-tape er sat på lysprintet for at isolere de loddeøder, der ikke skal bruges.

[image]
Sidste fysiske step er at lodde MOSFET'en på lysprintet. De to MOSFET-ben øverst til højre i den orange ramme loddes direkte på den tilbageværende loddeø. Og i den lilla ramme ses hvordan den grønne ledning fra MOSFET'en er loddet til den røde stump AUX4-ledning fra stikket på printet - i sort krympeflex.

Den anden grønne ledning (den nederste) har jeg som nævnt loddet til AUX3 på hovedprintet til evt. fremtidige formål. Af samme årsag har jeg bukket de to ben til højre på MOSFET'en (under den orange ramme) opad for ikke at kortslutte, og for de er nemme at komme til at lodde på.

Til sidst skal vi have isat dekoderen igen og kodet AUX4 til en passende funktionstast. Det vil jeg ikke beskrive nærmere; jeg har selv brugt en ESU LokProgrammer, og sat den indvendige belysning til at virke på F6. Den havde i forvejen rangermode, hvillet der næppe er meget behov for på et Y-tog.

Så skal det testes at alting virker, og intet kortslutter. Inden det hele samles igen, så gør lige jer selv den tjeneste at male overdelen indvendigt aht. lysgennemstrømningen - pas på med vinduerne. Jeg bliver aldrig helt fan af Heljans limede vinduer :-| .

Mvh. Klaus K


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak