Spor ved Nystrup Grus
Et af målene for min modelbygning i 2021 var at få lagt spor på det beskedne modulanlæg, der i øjeblikket udgør den fysiske del af Nystrup Grus-universet. Efter en god opstart i april, er jeg her ved udgangen af juni ved at være i mål. Der mangler endnu montage af lasker, bygning af læsserampe og spor på rampen. Ellers er sporet lagt og prøvekørt.
Det begynder så småt at ligne en jernbane. Det håndbyggede spor er spigret og prøvekørt, ligesom moduloverfladen er blevet malet lysebrun. Stigningen op til rampen er stejl og med lille radius - rigtig industribaneagtigt!
Den første test af lastbillæsserampen. Der skal mere understøtning til og gangbro til personalet, der tipper vognene. Rampen kommer kun til at rumme 3-4 vogne, så togene, der kommer hjem fra grusgraven skal deles i to, når der skal tippes direkte i lastbil.
Det meste af de to modulers overflade er dækket med engangskarklude gennemvædet med fortyndet hvid lim, og herefter malet med en lys jordfarve. Det gør allerede modulernes udseende en smule mere acceptabelt.
De næste opgaver er naturligvis montering af lasker, rustmaling af skinner og spigr samt generel efterjustering af patineringen på svellerne. Herefter beskeden ballastering med fint grusmateriale.
Der er flere billeder og indgående beskrivelser af sporlægningen på Nystrup Grus-bloggen.
Mvh
Claus N