Nyt lokomotiv til Nystrup Grus

af Claus Nielsen, 4/3 2021, 19:04 (1363 dage siden)

Mit hidtil tungeste modellokomotiv er landet på Nystrup Grus' spinkle skinner. Det er et 3-akslet Baguley-Drewry diesellokomotiv i skala 1/19 fra Accucraft. Vægten er over 2 kg, så banemesteren er allerede begyndt at se sig om efter lidt større skinneprofiler end 14 kg/m, men overvejer også om sagen kan ordnes ved en lidt mindre svelleafstand. Han kan nu godt tage den lidt med ro, for lokomotivet skal først ombyges til batteridrift og radiostyring, ligesom det skal opgraderes med detaljer, lys og ny bemaling. Det kan tage lang tid, for der er andre projekter, der har højere prioritet i værkstedet.

[image]
Her har det nyankomne lokomotiv listet sig ud på en strækning med 10 kg/m skinner, så der skal køres forsigtigt for ikke at pådrage sig en anmærkning fra banemesteren.

Trods sit moderne udseende blev typen introduceret omkring 1948/1949 og solgt til bl.a. sukkerrørsbaner i Australien og Østafrika. Lidt mere info findes på Nystrup Grus-bloggen.

Mvh
Claus

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak