Har ikke personlig erfaring med emnet, men jeg så engang en rangerryg i et blad -vistnok i MIBA, hvor de havde placeret en slags tvangsskinner imellem skinnestrengene. Tvangsskinnerne kunne så presses ud imod hjulene mekanisk/elektrisk. Om det fungerer i praksis ved jeg ikke, men hvis man inddeler tvangs/presseskinnerne i sektioner burde man kunne bremse en vogn hvor man har lyst.
Om alt dette mekanik så kan skjules/maskeres, så det ser nogenlunde usynligt ud er nok tvivlsomt da tvangsskinnen nok skal være højere end selve skinnen for at virke på hjul med lille flange (fx rp25).

Cristian

Jeg ved at dette udfordres af at man ikke bare lige kan kaste de der sko ind under hjulene. Men, hvad hvis man lavede nogle meget precise bakker op og ned på banen, ville man så ikke kunne frembringe næsten samme effekt?

Modelbanevogne er ikke nær så letløbende som virkelige vogne, og de er ikke så tunge at den opnåede hastighed kan bevares. Forsøg selv med et spor på et skråplan og varier faldet.

Et plant, stift sporstykke på et stykke træ af 1 m længde og små klodser til at klodse det op. forsøg hvor stor en stigning der skal til at få en letløbende vogn til at rulle ned ad sporet. En opklodsning på 1 cm på 1 m svarer til 1 % eller 10 promille, det er et kraftigt fald ved forbilledet.

Hej Rasmus

Den største udfordring ved at lave en rangerryg er givetvis, at der er stor forskel på hvor letløbende de enkelte vogne er.

På Loxx i Berlin har jeg set en lille rangerryg med 4-5 spor. Der kørte et lille lokomotiv og skubbede 4-6 vogne op over ryggen, hvorefter de løb på forskellige spor. Derefter kørte lokomotivet ind på et af sporene og trykkede stammen ud af den anden ende. Lidt senere dukke det op med den samme stamme, der nu blev sorteret på rangerryggen og et ny stamme blev valgt. Dette kørte helt fuldautomatisk og imponerede mig en del. Der er ingen tvivl om, at vognene er nøje udvalgt med hensyn til løbeegenskaber og koblingsegenskaber.

Mvh. Jan Otkjær