Stifteren af DWA-hobby Viggo Falkenstrøm afgået ved døden
Kære alle
Det er med sorg jeg må konstatere at Viggo Falkenstrøm, der var en af dansk modeljernbanes meget afholdte, initiativrige og dygtige personer, er sovet ind den 28. december 2018, kun 68 år gammel.
Viggo Falkenstrøm var stifter og leder af det dengang anerkendte lille firma DWA-hobby. Oprindelig fremstilledes modeller fra danske vognmandsforretninger og fra ca. 1996 udvikledes modeller baseret på Heljans HD og IAR vogne. Senere startede en produktion af vogne til privatbanerne og nok ikke mindst, udvikledes en stor mængde fantastisk modeltro tankvogne i H0 fra forskellige danske olie- og benzinfirmaer baseret på industrimodeller fra førende udenlandske fabrikanter.
Viggos Falkenstrøms interesse for modeljernbane medførte, at han en overgang var formand for Fredericia modeljernbaneklub.
DWA-hobbys modeller var dengang meget eftertragtede af de danske modeljernbaneentusiaster p.g.a. modellernes store lighed med forbillederne og navnet omgav sig med en respekt for detaljer og modeltrohed. Selv i dag er brugte modeller fra det oprindelige DWA-hobby meget efterspurgte.
Lige før Viggo Falkenstrøms sygdom og senere bortgang, blev navnet solgt og det nu eksisterende navn, har således i dag ikke noget som helst at gøre med det oprindelige DWA-hobby og dets forretningsmæssige gode ry.
Viggo Falkenstrøm var et yderst godmodigt og hyggeligt menneske altid klar til at hjælpe. Desværre blev han indhentet af en uhelbredelig sygdom og måtte indlægges, der så endte med et hospice ophold. Han vil blive savnet.
Viggo Falkenstrøm bisættes fra Egeskov kirke lørdag den 5. januar kl. 11.
Æret være hans minde!
Steffen Dresler, Lokomotivet/Tpt