De fleste mennesker har i dag et kamera, og de fleste modeljernbaneinteresserede har – med større eller mindre held – fotograferet modeljernbaner. Nu skulle man tro, at det var nemt at fotografere motiver, der står helt stille i en tilpas højde, men dette er langt fra tilfældet, hvilket de fleste sikkert allerede har konstateret.
De to største problemer i forbindelse med modeljernbanefotografering er lyset og dybdeskarpheden, og lad os begynde med lyset. Den mest ideelle lyskilde, der findes, er solen! Har man mulighed for at flytte udendørs, så bliver man som regel belønnet med nogle rigtig flotte naturligt belyste billeder. Da langt de fleste modeljernbaner er fastmonteret indendørs, så må man forsøge at genskabe solens lys ad kunstig vej. Kort fortalt findes der to typer lys – koldt og varmt, kendetegnet ved henholdsvis et blåt og et gul/orange skær. Solens lys er varmt (ikke blot bogstaveligt), og det genskabes bedst ved brug af almindelige gammeldags glødelamper. Neonrør og blitz udsender koldt lys og bør – så vidt det er muligt – helt undgås.
Jo mere varmt lys man kan skaffe, jo tættere kommer man på sollyset. For at undgå uønskede skygger på anlægget, bør man anvende mindst to glødelamper lysende fra hver sin side, og her er arkitektlamper glimrende (se billedet). Hvis der stadig ikke er nok lys, kan man rette sin blitz mod loftet og på den måde tilføre mere indirekte lys til lokalet.
Brug aldrig blitz direkte mod motivet, idet forgrunden bliver for lys og baggrunden for mørk. Endvidere kommer der en mængde reflekser i alle blanke overflader, og sidst men ikke mindst så er lyset koldt og skarpt, hvilket ser unaturligt ud.


De bedste modeljernbanebilleder får man, hvis man anvender stativ og ”varmt” lys i rigelige mængder.

Det andet problem man ofte ser på modeljernbanebilleder er dybdeskarpheden eller rettere mangel på samme. Dybdeskarphed er det område i billedet, der er i fokus dvs. står helt skarpt. Har man for eksempel stillet skarpt på et lokomotiv, der står to meter fra kameraet, vil både for- og baggrund ofte være uskarpe. I virkeligheden stiller øjnene selv skarpt, så når man ser ud over et landskab, vil man opfatte både for- og baggrund skarpt (med mindre man har glemt sine briller…).
For at få et kamera til at stille skarpt på så stort et område som muligt, skal man anvende en så lille blændeåbning som muligt. Formlen er enkel: Jo mindre blændeåbning, jo større dybdeskarphed. Herved løber vi dog ind i et andet problem nemlig manglen på lys, fordi i takt med at blændeåbningen mindskes, øges behovet for lys. Der er to måder at løse dette problem på; enten ved at tilføre mere lys (masser af lys) eller ved at holde blænden åben i længere tid, hvorved der kommer mere lys ind i kameraet. Da det er de færreste, der kan holde et kamera helt stille i længere tid end 1/80 sekund, skal kameraet enten stilles på anlægget eller endnu bedre monteres på et stativ. Dermed kan man opnå en lukkertid på flere sekunder uden at få slørede billeder.
Den nemmeste måde at fotografere sådan er at lade automatikken i kameraet styre lukkertiden, således at kameraet selv lukker, når det har fået tilstrækkeligt meget lys. Alternativt kan man selv sætte lukkertiden til for eksempel 1 sekund, som er anvendt til at optage nedenstående billede.


Her er et eksempel fra Modeljernbaneklubben H0´s anlæg i Albertslund, hvor de i artiklen nævnte teknikker er anvendt. Havde lyssætningen været mere jævn, var billedet blevet endnu bedre.

Til slut kommer her en opfordring til at læse (og forstå) manualen til dit kamera – det kan sikkert meget mere, end du tror. Når du er blevet fortrolig med alle funktioner, så er internettet en guldgrube af tips og tricks, og endelig anbefales bladet ”digitalfoto”, der udgives af Bonnier.

Denne artikel blev bragt første gang i tidsskriftet Lokomotivet i december 2006